At blive syg er aldrig nogen dans på roser. Vi skal blive hjemme fra arbejde eller skole, og det bliver hurtigt lidt kedeligt i længden med Netflix-serier dag ud og dag ind. Heldigvis er en forkølelse hurtigt overstået, og du kan slippe med at være små-syg et par dage eller tre.

Der findes rigtig mange halve sandheder på nettet. Vi har derfor samlet en række fakta om forkølelse, så du kan blive klogere på nogle af de ting, som du måske ikke lige vidste om den trælse vinterplage.

1. Der findes over 200 forskellige slags forkølelsesvira

Den er god nok. Der findes flere hundrede varianter af forkølelsesvirussen, hvoraf den såkaldte Rhinovirus er skyld i langt de fleste af sygdomstilfældene.

2. Virus kan overleve i op til flere timer uden for kroppen

Fordi forkølelsesvirus er så almindeligt, og mange af os kan smitte uden at have symptomer, kan vi også nemt overføre virus til steder vi opholder os, som f.eks. dankortterminaler, i busser, på arbejde, skole osv.

Du kan derfor opleve at blive syg, uden egentlig at have været i kontakt med syge mennesker, netop fordi smitten kan ske via inficerede overflader. I vinterperioden, hvor det er koldere, kan virussen overleve endnu længere, og der er derfor større risiko for at blive smittet, når det er koldt udenfor.

3. Virussen smitter ved luftbårne dråber af virus samt via hænderne

Du bliver smittet med virus, hvis du rører en overflade, som er inficeret med virus og derefter rører dig i øjnene, næsen eller munden. Det er nemlig igennem slimhinderne i øjne, næse og mund, at forkølelsen kommer ind og smitter.

Derudover kan du risikere smitte, hvis du står for tæt på en smittet person, som nyser eller hoster, og du indånder dråberne. Det er derfor yderst vigtigt altid at huske at vaske hænder og generelt holde en god håndhygiejne, så du på den måde undgår smitte.

4. Et nys kan have en hastighed på op til 1000 km/t

Når du nyser, kan det have en hastighed på mellem 150 og 1000 km/t og sprede sig op til flere meter, inden de største dråber falder til jorden. Der er derfor god grund til at nyse i et engangslommetørklæde, ærmet eller albuen for at undgå at smitte andre i samme lokale.

5. Du smitter mest når sygdommen er i udbrud, men også før og efter

Er du smittet med forkølelse, vil du i dagene op til sygdommens udbrud kunne smitte andre, og helt indtil sygdommen er overstået.

6. Voksne mennesker kan få op til 3-4 forkølelser på et år, og hos børn er tallet højere

Fordi der findes så mange forskellige typer af den samme virus, kan du opleve at blive smittet med en forkølelsesvirus op til flere gange på et år, da du kun bliver immun over for den pågældende virus du har haft.

7. Virussen kan ikke behandles med antibiotika

Da forkølelse netop skyldes en virus, og ikke en bakterie, er det ikke muligt at behandle sygdommen med antibiotika.

8. Der findes ingen vaccine eller kur

Som tidligere nævnt, findes der flere hundrede typer af forkølelsesvirus, og det er derfor umuligt at udvikle en vaccine, da virussen også muterer og derfor ikke forbliver den samme. Det eneste du kan gøre, hvis du er syg, er at væbne dig med tålmodighed, og lade kroppen bearbejde sygdommen.

9. C-vitaminer hjælper ikke på en forkølelse

Det er en udbredt misforståelse, at øget C-vitamin tilskud kan kurere eller helbrede en forkølelse, eller helt afholde dig fra at blive smittet. Der er dog tegn på, at hvis du generelt mangler C-vitamin og har et svækket immunforsvar, kan du have gavn af C-vitamin – men det kan ikke bruges som en kur.

10. Rygning forværrer forkølelsen

Er du ryger, er der en øget risiko for, at du nemmere bliver smittet med forkølelsesvirus, fordi dit immunforsvar er svækket. Derudover, når du først er ramt af en forkølelse, vil det føles værre at være syg, da røgen fra tobakken irriterer dine slimhinder. Det er derfor anbefalelsesværdigt at kvitte cigaretterne, hvis du vil dit helbred det bedste og mindske sygdom.